Tekstilt kunsthåndværk i byrummet
Projektet var at skabe et kæmpe tekstilt værk, der skulle være en del af festivalen Carpark Festival. Festivalen der har eksisteret siden 2014, afholdes hvert år og varer 2 dage. Det er en platform for udvikling og eksponering af musik, kunst og kultur med det mål, at nuancere og transformere byrummet og skabe liv under Bispeengbuen.
Blød Beton
Værket 'BLØD BETON' består af lange baner af patchwork af håndtrykte tekstiler, der svajer i vinden og hænger som bløde buer under Bispeengbuen, som en kontrast til de lige betonbaner, der ses under buen. Værket skaber en særlig stemning i rummet. Tekstiler i rum skaber mulighed for fordybelse og eftertanke og håndtrykte tekstiler er en påmindelse om det sanselige og taktile. 
Intentionen med projektet var desuden at skabe en fortælling i samspil med musikernes optræden og derigennem markere, at tekstilkunst og kunsthåndværk ikke hører til i en lille lukket boks, men kan så meget mere. Projektet  skabte forbindelse til et ungt publikum, der udover en koncertoplevelse også oplevede hvad det tekstile i rummet kan. 
Værket kunne opleves på Carpark festivalen den 29.-30 juli 2022. 
Back to Top