Intentionen bag det tekstile kunstværk
Kunstværket er tænkt som en hyldest til håndværk og kreativitet. Værket skal sætte fokus på vigtigheden af den håndværksmæssige og praktiske dimension og være en anerkendelse af det tekstile håndværk i læreruddannelsen, på pædagoguddannelsen og tekstilformidleruddannelsen.
Desuden vil værket samle det nye og det gamle Carlsbergs udtryk og sjæl.
Værket skal skabe rum til refleksion, undren og udforskning. Det vil tilbyde en sanselig oplevelse gennem den taktile stoflighed. Som beskuer kan man synke ind i værkets blødhed og undres over dets lag på lag samt de forskellige materialer.
BÆREDYGTIGHED
Som en naturlig tilgang til vores arbejde, har vi fokus på bæredygtighed og arbejder så vidt muligt med genbrugstekstiler. Kunstværket kommer til at bestå af tekstile materialer, som vi har fået doneret af DFD (De Forenede Dampvaskerier). Tekstilerne er aflagte hvide duge af 100% bomuld i kraftig kvalitet, som er velegnet til et tekstilt kunstværk og kan indfarves og trykkes på. De er desuden GOTS certificeret. Det vil sige, at der er garanti for en miljømæssig og social ansvarlig produktion gennem hele forsyningskæden.
TEKSTILT HÅNDVÆRK
Gennem indfarvning og tekstiltryk kan man skabe nye spændende udtryk og farver til tekstiler, der ellers skulle have være kasseret.
Vi er særligt fascineret af tekstiltrykteknikken deconstructed screen printing. En teknik, hvor alle tryk er unikke og udtrykket bliver organisk og levende. Vi har arbejdet meget med at skabe en spændende farvekombination samt en tekstur-fyldt flade, der er med til at skabe liv i værket og spænding til øjet, der ser.